mandag den 8. november 2010

Dato for bogdebat, arrangement nr. 5

Dato for næste bogdebat bliver forventeligt tirsdag den 30. november. Stay tuned!

mandag den 27. september 2010

Så læser vi igen!

Kære bogdebattører

Lad os puste liv i bogdebatten igen.

Efter opfordring anbefaler jeg, at vi læser Milton Friedmans Capitalism and Freedom. Personligt er det en af de bøger, der var med til at gøre mig opmærksom på, at der findes andre måder at indrette et samfund på, end den måde vi gør det på i Danmark. Friedman er jo desuden, som I alle ved, et anker i den liberale tænkning og desuden ganske pædagogisk i sin formidling. Og så er jeg sikker på, han giver god anledning til debat imellem de forskellige typer mennesker, der findes iblandt os i bogklubben!

Da bogen så vidt jeg husker er ganske policy-orienteret, foreslår jeg, at vi til debatarrangementet inviterer et par af spidskandidaterne fra Liberal Alliance, for at høre dem, hvorvidt – og hvordan - Friedmans tanker og forslag har nogen indflydelse på deres politik. Andre forslag er naturligvis velkomne!

Dato for arrangementet udmeldes senere, men jeg regner med at det bliver engang i november/tidlig december. Indtil da hører jeg gerne jeres tanker og gode idéer.

God læsning!

onsdag den 7. oktober 2009

Dato for næste arrangement: 26/11-09

Så er datoen fastsat for vores arrangement nr. 4:
Torsdag den 26. november

Ordstyrer bliver dansk 100-meter mester i Ayn Rand og objektivisme, Per Henrik Hansen. Sted og tidspunkt er endnu ukendt, men yderligere oplysninger udsendes så snart detaljerne falder på plads.

I skulle alle gerne have modtaget en e-mail idag, men hvis ikke så tag lige kontakt til mig.

tirsdag den 8. september 2009

Atlas Shrugged som miniserie

Der har længe været tale om en filmatisering af Atlas Shrugged med Angelina Jolie i hovedrollen. Hvilke skuespillere der ellers skulle være med vides ikke, men se spændende diskussion her hos de liberale professorer (kommentarerne).

Nu er der imidlertid kommet andre boller på suppen. Charlize Theron nævnes som den ukuelige Dagny Taggart, denne gang dog som en indspilning til TV og som miniserie. Læs mere på NY Post.

mandag den 7. september 2009

Dato for næste arrangement

Flere har spurgt om dato for næste arrangement. Til venlig info afventer jeg pt. svar fra Lars Seier. Jeg har spurgt om han vil være ordstyrer til Atlas-arrangementet, og dato for begivenheden afhænger naturligvis af dette. Jeg følger op i løbet af ugen, og så skal jeg nok give en melding.

Er der andre forslag til ordstyrer, såfremt det ikke lykkes at få Lars Seier til at deltage?

torsdag den 6. august 2009

Opdatering, åbenhed, Facebook og efterårsdebat

Hej allesammen

Der er sket lidt ændringer herinde. For det første er bogdebattens blogspot (det er her!) blevet gjort åbent tilgængelig. Det vil sige, at man ikke længere skal logge ind for at læse med. Hovedårsagen til dette er, at vi efterhånden er så mange, at administrationen bliver for tung med et lukket system.

Derudover er navnet på blogspotten ændret til Kapitalistisk bogdebat. Og det er selvfølgelig fordi, at det med tiden er blevet navnet på den ellers unavngivne bogklub, der efterhånden har to år på bagen. Så opdatér gerne dine bogmærker, hvis det skulle være relevant.

For det tredje er der oprettet en Facebook-gruppe, som kan findes her, hvis man skulle have lyst til at være med på den dille. Bloggen er dog tænkt som primære informationskilde, så man ikke er afhængig af en Facebook-profil for at kunne følge med.

Til slut vil jeg bare sige god læselyst til alle, der er igang med efterårets kæmpe, Atlas Shrugged - eller Og verden skælvede, hvis man læser den danske version. Jeg kaster mig snarest over planlægning af debatarrangementet, som sandsynligvis vil finde sted i oktober, men intet er sikkert før alt er på plads med sponsorer og lignende. Skriv endelig til mig med gode idéer til moderator, lokation eller andre detaljer. Gode forslag bedes dog ledsaget af viljen til selv at være behjælpelig med implementering af samme.

Bedste boghilsener
Lisbet